|
"Green Cross Danmark - et projekt for livet"

(Joan Peitersen, bestyrelsesformand for Green Cross Danmark)
Joan Peitersen er ikke en kvinde, der ligger på den lade side. Udover at være bestyrelsesformand for Green Cross Danmark, advisory board medlem i WOW, Women On Their Way, som er et forum, hvor nogle af Danmarks mest ambitiøse karrierekvinder deler karrieremæssig viden med hinanden, arbejder hun samtidig som netværkskoordinator og med iværksætteri i Niels Brocks nye Iværksætterhus på Blågårdsgade i København.
Et grønt mærke på landkortet Joan Peitersen lægger dog ikke skjul på, at hendes helt store passion og det der tager en stor del af hendes opmærksomhed for tiden, er arbejdet i Green Cross Danmark. Ifølge hende selv, ser hun "jorden som værende kun til låns for dens nuværende beboere, og derfor skal vi efterlade den i god stand til vores efterkommere." Og det er, som hun siger det, "den primære motivationsfaktor for mit engagement i Green Cross Danmark, og samtidig min vision for organisationen." Med det in mente, understreger hun, at " Green Cross Danmarks vigtigste mission derfor er, at gennemføre projekter inden for de rammer og det Earth Charter som Green Cross International har udstedt, og dermed med tiden gøre Green Cross Danmark til et stort og synligt grønt mærke på landkortet."
Belæst og berejst 57-årige Joan Peitersen har været vidt omkring, når det gælder hendes uddannelses- og karrieremæssige rejser. Hun lettede som nyuddannet teknisk tegner for Herlev sygehus i 1969, og senere tog hun en tur til Skovtofte Socialpædagogiske seminarium, for at uddanne sig der. Herefter drejede hun omkring en uddannelse som NLP-træner, en kommunikationsuddannelse, hvor videreudvikling af kommunikative kompetencer, tillidsskabelse og psykologisk bevidsthed om sig selv og andre, er de kvalifikationer man besidder efter endt uddannelse. Kvalifikationer som Joan Peitersen, krydret med adskillige kurser og læste bøger, kunne bruge til at være med til at lande en konsulentvirksomhed i virksomhedsledelse, PS4, i 1999. En virksomhed, der den dag i dag lever i bedste velgående.
Med egen virksomhed begyndte en ny rejse for Joan Peitersen, hvor hun både stoppede i den offentlige sektor og i det private erhvervsliv. Men nogen af de måske mest spændende arbejdsdestinationer fandt hun hos så forskellige kulturer som den Færøske og Nepalesiske.
Med 11 år på bagen som selvstændig erhvervsdrivende, følte Joan Peitersen dog, at der skulle ske noget nyt, for som hun siger, "Jeg er iværksætter ind til benet, men når virksomheden kører af sig selv, søger jeg gerne nye udfordringer." Derfor valgte hun i 2008, at starte i sit nuværende arbejde som netværkskoordinator og underviser i iværksætteri i Niels Brocks nye Iværksætterhus på Blågårdsgade i København.
Et projekt for livet Som Bestyrelsesformand for Green Cross Danmark, mener Joan Peitersen dog ikke, at hun forlader organisationen, når den først er kommet op at stå i Danmark. Det her er ifølge hende et projekt for livet, og hun glæder sig over det engagement og den passion, som de mange nytilkomne i organisationen sætter for dagen. Derfor er hun også meget sikker på, at Green Cross Danmark går en meget lys og lovende fremtid i møde.
|